BUSTER - Københavns Internationale Film Festival for Børn og Unge vender tilbage til september i 2008
BUSTER – Københavns Internationale Film Festival for Børn og Unge har siden 1. juli 2007 været administreret af Fonden Copenhagen International Film Festival. Det tætte samarbejde mellem de to festivaler betød i første omgang, at BUSTER skulle flytte datoer fra september til marts, men fra 2008 ændrer Københavns festival-landskab sig, således at BUSTER nu igen kan finde plads i kalenderen i september måned.
Festivalens chef, Füsun Eriksen, glæder sig over, at BUSTER alligevel kan fastholde sin hidtidige placering i kalenderen: ”Det har vist sig, at være vanskeligt at finde plads til festivalen i biograferne, der i marts måned har mange premierer for børn og unge. Vores trofaste publikum fra skolerne har desuden gennem mange år haft kryds i kalenderen i september måned, så jeg er glad for, at der nu igen er blevet mulighed for at invitere til BUSTER i efteråret,” udtaler hun.
De præcise datoer for BUSTER Film Festival vil blive annonceret på et senere tidspunkt.
For yderligere information kontakt:
Festivalchef Füsun Eriksen: 3345 4744 / 2617 7776
fusun@buster.dk